Viser resultat 1- af

Vis flere resultater

Playline

Playline er et socialt stisystem, der skal forbinde turistattraktionerne i øst med bymidten i vest og give turister, borgere og folk, der arbejder i byen en spændende oplevelse rundt i Billund. Det er en rute med mange opholdssteder, forskellige installationer og aktiviteter, hvor mennesker mødes.

Playline er udsprunget af byvisionen for Billund og samskabes løbende henover de kommende år på tværs af private og kommunale interesser og sammen med dens brugere: borgere, turister, besøgende og pendlere til byen. Playline er altså din, min og vores alles, hvilket blandt andet betyder, at vi er sammen om at skabe liv og aktivitet på stien. Derfor har og vil Billund Kommune løbende inddrage forskellige nuværende og potentielle brugergrupper og samarbejdspartnere for at sikre, at stien får en identitet, som passer ind og formår at forbinde eksisterende og kommende initiativer, aktiviteter og projekter på en måde, så Playline også blive en oplevelse og omvej værd i sig selv.

Ud over at lede os alle rundt til fods eller på to hjul fra turistattraktionerne i øst til bymidten i vest og undervejs byde på både midlertidige og permanente oplevelser, så er håbet også, at de knap fire kilometer (3,8 kilometer for at være helt præcis) inviterer til møder og interaktion med andre mennesker. Derfor vil vi med Playline og dens orange pile ikke alene invitere dig til bevægelse og oplevelse, men håber også at du vil tage dig tid til at gøre ophold og slappe af langs ruten med både gamle og nye bekendte.