Viser resultat 1- af

Vis flere resultater

Nyt Bymidteforum: Udviklingen i Grindsted er en fælles sag for alle byens borgere

Onsdag den 30. januar mødtes det nye bymidteforum i Grindsted for første gang. Bymidteforums rolle er dels at være central medspiller i forhold til langsigtet strategisk helhedsplan for Grindsted By, dels at være med til at udvælge og eventuelt gennemføre eksperimenter, der gennemføres for at understøtte strategien og bidrage til at skabe liv på vejen til endelige projekter kan gennemføres.

Onsdag den 30. januar mødtes det nye bymidteforum i Grindsted for første gang. 

 

Gymnasieeleven Shakira var der, formanden for Magion Hans Bennetzen var der, Apoteker Lene Brandstrup var der, det samme var Bygmester Claus Junge, formanden for Håndværkerne Finn Lauridsen, Sportshandler Jens Trane og 12 andre.

 

Fælles for alle er, at de brænder for at være med til at udvikle og ruste Grindsted både i forhold til byliv, handel, byrum, infrastruktur og byudvikling. Fælles for alle er også erkendelsen af, at det ikke er Bymidteforum, Handlen eller Billund Kommune, der alene kan eller skal drive udviklingen.

 

- Det er en opgave for alle borgere i byen. Vi er alle gode til at pege på det som ikke fungerer eller det vi mangler, men hvis vi skal lykkes med at gøre bymidten til et sted, hvor mange har lyst til at komme, skal alle bidrage og deltage, siger Jesper Dahlmann, der er formand for Campus Grindsted og direktør på Erhvervsgymnasiet Grindsted.

 

-  Vi har rigtigt mange spændende arrangementer i Grindsted i dag. Vi har markeret os som en by som godt kan matche de lidt større byer på kulturbegivenheder og events. Vi har et helt fantastisk foreningsliv med et hav af muligheder og frivillige som er med til at gøre byen levende. Vi skal bygge på alt det vi har, påskønne det, og fortælle om det til både naboen og vennerne, og på den måde være med til at fortælle den gode historie om Grindsted. Samtidig skal vi være realistiske og se på os selv som andre ser på os udefra, og gøre os umage med hele tiden at blive bedre, siger Svend Erik Christensen, der er område direktør i Den jyske Sparekasse.

 

Eksperten: Det er fællesskabet der løfter 

 

Og involvering af hele byen er vigtig og absolut nødvendig, hvis Grindsted skal lykkes, lød det klare budskab fra Julie Holck, der er indehaver af Living Cities, og siden 2010 har fungeret som rådgiver omkring byudvikling. Julie Holck deltog på første møde i bymidteforum, og fortalte om steder, hvor fællesskabet har løftet byer i Danmark og udlandet.   

 

Billund Kommune er initiativtager til Bymidteforum og medlemmerne er inviteret og repræsentere både ungdom, handel, foreningsliv, kulturliv, ejendomshandel og Byrådet.

 

Bymidteforums rolle er dels at være central medspiller i forhold til langsigtet strategisk helhedsplan for Grindsted By, dels at være med til at udvælge og eventuelt gennemføre eksperimenter, der gennemføres for at understøtte strategien og bidrage til at skabe liv på vejen til endelige projekter kan gennemføres.

 

Eksperimenter kan være mange ting, og ideerne kan komme fra en gruppe borgere, en eller flere foreninger, kulturildsjæle eller andet, og så kan Byforum bruges til at være med at udvikle ideen.

 

- Bymidteforum får en vigtig rolle, og personerne er valgt fordi de repræsenterer bredt, og derfor kan være med til sørge for, at en langsigtet plan tager højde for og hensyn til både byliv, handelsliv, kultur, infrastruktur med mere, og så kan de være med til at igangsætte nogle spændende eksperimenter som kan give endnu mere liv til Grindsted, siger Borgmester Ib Kristensen.   

 

Bymidteforum består lige nu af:

 

  •          Jesper Dahlmann, Erhvervsgymnasiet Grindsted
  •          Svend Erik Christensen, Områdedirektør Jyske Sparekasse
  •          Johnny Hansen, Nuværende formand for Handelsstandsforeningen
  •          Tina Brødsgaard Mathisen, Ejendomsmægler Home
  •          Finn Lauridsen, Formand for håndværkerforening
  •          Jens Thrane, nuværende Sport 24 ejer
  •          Hans Bennetzen, Formand for Magion
  •          Lene Brandstrup, ejer af Grindsted Apotek og de gamle museumsbygninger
  •          Hans Peter Folmann, Direktør Billund Erhvervsfremme
  •          Claus Junge, Junge Byg
  •          Shakira Selvarajah, aktiv i elevrådet på Grindsted Gymnasium og HF, Grindsted idrætsforening mm. 
  •          Jonas Pedersen, HR. P og Grindsted Handelsstandsforening.
  •          Anna Maria Elisabeth Jakobsen, Leder Syddansk Erhvervsskole
  •          Kommunaldirektør Ole Bladt-Hansen, Billund Kommune.

 

 

Fra politisk side blev det i oktober besluttet, at borgmesteren og formanden for Teknisk Udvalg, Per Nyhus deltager, og på tirsdag den 5. februar skal byrådet tage stilling til en anbefaling fra Økonomiudvalget om, at den politiske repræsentation udvides med Ann Charlotte Vilstrup, der er formand for Børneudvalget og Mads Søbye Helbo, der er medlem af Unge- og Kulturudvalget.

 

Gruppen kan udvides op til 24 personer i alt.

 

 

Fakta:

 

Byrådet godkendte den 19. juni 2018, efter anbefaling fra Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget, en procesplan og anlægsbevilling på 1.1 million til en strategisk handlingsplan for Grindsted.  

 

Ultimo oktober 2018 godkendt ØK efter anbefaling fra Teknik- og Miljøudvalget, at der i forbindelse med den strategiske handlingsplan nedsættes et bymidteforum, der fremover skal spille en central rolle og være med til at sættes strategisk retning og have mandat til at igangsætte eksperimenter, der kan sætte retning for fremtidige projekter. Der afsættes 400.000 kroner til eksperimenter fra den samlede bevilling.

 

       

 

 

Yderligere oplysninger hos: Borgmester Ib Kristensen på telefon 4054 8090